Udgivet tor d. 26. apr 2018, kl. 15:10

Sct. Catharinæ Løbet

Normalt er der altid gang i Sct. Catharinæ Kirke, men onsdag den 25. april var der også løb!

I forbindelse med Hjørring Handels ”Kvinde-uge” var der arrangeret et kvindeløb ved navn ”Sct. Catharinæ Løbet”. Arrangørerne Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel og Rico Eiersted fra Coast2Coast havde for måneder siden henvendt sig til Sct. Catharinæ Kirkes Menighedsråd for at spørge om lov til at lade løbet gå gennem selve kirken, hvilket Menighedsrådet gav tilladelse til.

Så onsdag aften gik eller løb i alt 315 kvinder gennem Sct. Catharinæ Kirke, mens orgelmusik (ganske vist fra kirkens lydanlæg og ikke fra selve orgelet) fyldte kirkerummet. Reaktionerne fra løberne var positive og mange; ”Sikken fantastisk oplevelse at løbe gennem kirken”, ”Ej, hvor var det vildt” osv. Og flere af løberne tog sig endda tid til at tage billeder inde fra kirken.

Vi håber, at løberne fik sig en god oplevelse. Og vi glæder os over, at kirken endnu engang fik lov at være en central del af byens liv!

Se lidt stemningsbilleder fra kirken her.

Kategorier Tilbageblik